Forestil dig en fremtid, hvor kommunerne ikke længere er politisk styret men styret af embedsmænd udpeget af staten, eller et scenarie hvor stat, kommuner og regioner har vedtaget en fællesoffentlig borgerinddragelsesstrategi med konkrete krav til systematisk inddragelse af borgerne. Mon du ser en fremtid for dig, hvor reel inddragelse og konkret forandring går hånd i hånd med digitale teknologier, eller tror du mere på en situation, hvor systemet spænder ben for en bedre borgerservice?
Den 6. juni 2011 deltog en gruppe borgere, politikere og eksperter i en scenarieworkshop på Odder Rådhus for at diskutere fremtidens digitale borgerinddragelse. Det er der kommet fire lige sandsynlige scenarier ud af, som er præsenteret i en rapport om Fremtidens digitale borgerinddragelse.
Foruden at beskrive de fire fremtidsscenarier og opstille en række indikatorer for god praksis, giver rapporten også et øjebliksbillede af den digitale borgerinddragelse, som den forekommer i kommunerne i dag, herunder den forskel der er mellem et intenst og målrettet fokus på digitalisering af det offentlige og en mindre systematisk og defineret tilgang til, hvordan man bedst når de mål – og ikke mindst hvordan borgeren inddrages i den proces.
Scenarieworkshoppen blev arrangeret af In-JeT ApS i samarbejde med Odder Kommune og EU-projektet NET-EUCEN, et europæisk netværk af offentlige myndigheder, universiteter og virksomheder, der arbejder på at identificere og promovere de bedste eksempler på digitale borgerservices i Europa.
Formålet med at udvikle scenarier er, at man kan bruge dem strategisk til at møde den virkelige fremtid. Resultaterne fra workshoppen bliver brugt til at indikere en målestok for god praksis inden for digital borgerinddragelse i Danmark, der kan indgå i beskrivelsen af god og næste praksis på europæisk plan og dermed være med til at give retningslinjer for design og udvikling af fremtidens borgerservice.
Læs rapporten her